Troldheksens grublerier

Troldheksens grublerier

Skæve vinkler

Mine tanker om verdens gang, stort og småt og hvad jeg bliver optaget af.

Belgien - rent privat betragtet

Tanker om livetPosted by Hanne Svensmark Wed, March 23, 2016 10:55:49
Jeg blev ret rystet i går. Selvfølgelig som man altid bliver, når verdens sorte begivenheder rykker tæt på os i vores idylliske Europa, det giver sig selv.

Jeg er ikke belgier, jeg er ikke Charlie Hebdo, jeg er ikke TinTin - men jeg er verdensborger og en lille dansker, som bliver ramt af ufreden i verden og ville ønske vi mennesker, kunne finde frem til en sameksistens, der ikke drev nogen ud i ekstremisme.

Det er selvfølgeligt et naivt ønske, men også et livsnødvendigt fortegn at sætte for den retning vi skal styre i, og som bliver særligt vigtigt især når det grusomme sker i vores baghave og vi bliver presset på værdierne

Jeg er ikke belgier, men begivenhederne i Bruxelles i går kom til at ramme mig dybt personligt.

For mindre end 24 timer før bomberne sprang i Bruxelles Lufthavn gik jeg der velfornøjet sammen med min mellemste søn. Vi var på vej hjem efter nogle dejlige dage på besøg hos min yngste, der lige nu frister tilværelsen i denne bastante og meget belgiske by. Vi blev mødt af venlig betjening, alt gik så nemt og det var godt og trygt at færdes det.

Som sagt var det selvfølgeligt rystende at høre, hvad der skete i Belgien. I første omgang var det dog med min verdensborger-bekymring over, hvad der sker i verden, jeg lidt vantro lyttede til, hvad der skete.

Men da bekymrede beskeder begyndte at tikke ind: 'Er I kommet hjem?' 'Har I det godt?' - 'Har du hørt fra, Lars?' (den søn der bor i Bruxelles) - skal jeg da love for det gik lige i maven, og ramte mig fra en helt anden front. Jeg fandt mig selv stortudende og rystet i min grundvold.

Siden har jeg spekuleret en del over den rystelse, der gør en verdensbegivenhed til en personlig historie for mig.

Det kan føles lidt 'forkert', med tanke på dem der er virkeligt ramte, som enten er døde eller har mistet venner og slægtninge i angrebet, i den sammenhæng er min historie jo slet ikke vigtig.

Og så alligevel ...

For det der ramte er jo lige præcis beskeden om hvor skrøbeligt livet er og hvor værdifuldt det er. Tanken om de mennesker, for hvem det lige pludselig fik et ophør, om de venlige mennesker der viste os tilrette i Lufthavnen dagen før, mon var nogle af dem, der stod hvor det hele ramte, men også tanken om hvor taknemmelig jeg er for, at jeg kom forbi før dette skete - og at min søn, som tog øjenvidnebilleder udenfor den ramte metrostation, først kom forbi dér få øjeblikke efter angrebet.

Og det kan jo næppe blive mere eksistentielt. Det at føle sig truet på livet, og derfor ekstra intensivt rammes af hvor værdifuldt, stort og vigtigt det er at være her - og få lov at blive her en tid endnu.

Det er jo også den rystelse der rammer os, når det kommer fysisk tæt på og steder der burde være trygge, viste sig at være alt andet end det. Jeg kan ikke slet forstå hvordan mennesker klarer at leve steder, hvor der er så meget ufred, at der ingen trygge steder er - men det er jo desværre vilkår alt for mange mennesker i verden lever under.

Obama, fra sit historiske besøg på Cuba, er citeret for at sige følgende efter angrebet: "We can and we wil defeat terrorists. This is yet another reminder that the world must unite. We must be together, regardless of nationality or faith or race, in fighting terrorism."

Set med mine øjne, kloge ord fra en verdensleder, der forstår at den virkelige kamp ikke går mellem trosretninger, men går på at stræbe efter en verden, hvor menneskeliv er livet værd og ikke bør være ofre for nogen som helsts forskruede ideologier.