Troldheksens grublerier

Troldheksens grublerier

Skæve vinkler

Mine tanker om verdens gang, stort og småt og hvad jeg bliver optaget af.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Værdi og værdighedPosted by Hanne Svensmark Mon, June 08, 2015 08:09:47
Et af valgkampens udsagn, som bliver sagt med stort eftertryk og i mit hoved efterlader ret mange indtryk.

Der bliver sagt så meget, med sådan en sætning. For det første at man åbenbart naivt tror, at arbejdsmarkedet er et stort tag-selv-bord - som de der er så uheldige at være udenfor, bare kunne tage for sig af, hvis bare de ville.

For det andet skaber man en eller anden underlig ide om, at det at tilbringe sine dage på 'offentlig forsørgelse' som det hedder, er den rene slaraffentilværelse, og så skal staklerne der knokler og går på arbejde kompenseres for det. For det kan jo ikke tænkes at det at have et arbejde faktisk kan betale sig fordi det er dejligt og et stort privilegium at have noget at stå op til hver dag?

Vi skaber også en 'noget for noget' ide. Samfundet tager ikke længere hånd om dem der har behov for en håndsrækning, fordi vi alle som mennesker har et værd og vi er et solidarisk samfund.

Nej det bliver en nødtvungen almisse og helst kun indtil du kan betale for dig selv igen - og dermed bidrage til nytteværdien med den eneste valuta der åbenbart gælder for tiden: kroner og ører.

Men humlen i det er jo, at det ikke er sjovt på nogen måde at stå uden for arbejdsmarkedet, det er ond skæbne.

Det skal kunne betale sig at arbejde, siger de med højere og højere stemme. Ja, men hvad betyder det?

Jeg er så privilegeret at have et arbejde, og ja - jeg er da ikke ked af at jeg får løn for det.

Men for mig, så kan det betale sig at arbejde fordi jeg står op og møder kolleger hver dag. Jeg har en social status eller placering, jeg skal ikke gå og grue for spørgsmålet: Hvad laver du så? når jeg møder nye mennesker.

Jeg har tilfredsstillelsen, når et stykke arbejde er godt udført, jeg har en plads og en platform og en enorm frihed. Så jo jeg vil gerne have min løn, men min løn bliver ikke mindre værd af at de der er mindre privilegerede end mig og ikke har en plads på arbejdsmarkedet, får tilbudt rimelige og fair vilkår.

Det kan betale sig at arbejde, og det kan også selv om vi tillader at der også er et liv og en værdi som menneske, når vi står udenfor.