Troldheksens grublerier

Troldheksens grublerier

Skæve vinkler

Mine tanker om verdens gang, stort og småt og hvad jeg bliver optaget af.

Belgien - rent privat betragtet

Tanker om livetPosted by Hanne Svensmark Wed, March 23, 2016 10:55:49
Jeg blev ret rystet i går. Selvfølgelig som man altid bliver, når verdens sorte begivenheder rykker tæt på os i vores idylliske Europa, det giver sig selv.

Jeg er ikke belgier, jeg er ikke Charlie Hebdo, jeg er ikke TinTin - men jeg er verdensborger og en lille dansker, som bliver ramt af ufreden i verden og ville ønske vi mennesker, kunne finde frem til en sameksistens, der ikke drev nogen ud i ekstremisme.

Det er selvfølgeligt et naivt ønske, men også et livsnødvendigt fortegn at sætte for den retning vi skal styre i, og som bliver særligt vigtigt især når det grusomme sker i vores baghave og vi bliver presset på værdierne

Jeg er ikke belgier, men begivenhederne i Bruxelles i går kom til at ramme mig dybt personligt.

For mindre end 24 timer før bomberne sprang i Bruxelles Lufthavn gik jeg der velfornøjet sammen med min mellemste søn. Vi var på vej hjem efter nogle dejlige dage på besøg hos min yngste, der lige nu frister tilværelsen i denne bastante og meget belgiske by. Vi blev mødt af venlig betjening, alt gik så nemt og det var godt og trygt at færdes det.

Som sagt var det selvfølgeligt rystende at høre, hvad der skete i Belgien. I første omgang var det dog med min verdensborger-bekymring over, hvad der sker i verden, jeg lidt vantro lyttede til, hvad der skete.

Men da bekymrede beskeder begyndte at tikke ind: 'Er I kommet hjem?' 'Har I det godt?' - 'Har du hørt fra, Lars?' (den søn der bor i Bruxelles) - skal jeg da love for det gik lige i maven, og ramte mig fra en helt anden front. Jeg fandt mig selv stortudende og rystet i min grundvold.

Siden har jeg spekuleret en del over den rystelse, der gør en verdensbegivenhed til en personlig historie for mig.

Det kan føles lidt 'forkert', med tanke på dem der er virkeligt ramte, som enten er døde eller har mistet venner og slægtninge i angrebet, i den sammenhæng er min historie jo slet ikke vigtig.

Og så alligevel ...

For det der ramte er jo lige præcis beskeden om hvor skrøbeligt livet er og hvor værdifuldt det er. Tanken om de mennesker, for hvem det lige pludselig fik et ophør, om de venlige mennesker der viste os tilrette i Lufthavnen dagen før, mon var nogle af dem, der stod hvor det hele ramte, men også tanken om hvor taknemmelig jeg er for, at jeg kom forbi før dette skete - og at min søn, som tog øjenvidnebilleder udenfor den ramte metrostation, først kom forbi dér få øjeblikke efter angrebet.

Og det kan jo næppe blive mere eksistentielt. Det at føle sig truet på livet, og derfor ekstra intensivt rammes af hvor værdifuldt, stort og vigtigt det er at være her - og få lov at blive her en tid endnu.

Det er jo også den rystelse der rammer os, når det kommer fysisk tæt på og steder der burde være trygge, viste sig at være alt andet end det. Jeg kan ikke slet forstå hvordan mennesker klarer at leve steder, hvor der er så meget ufred, at der ingen trygge steder er - men det er jo desværre vilkår alt for mange mennesker i verden lever under.

Obama, fra sit historiske besøg på Cuba, er citeret for at sige følgende efter angrebet: "We can and we wil defeat terrorists. This is yet another reminder that the world must unite. We must be together, regardless of nationality or faith or race, in fighting terrorism."

Set med mine øjne, kloge ord fra en verdensleder, der forstår at den virkelige kamp ikke går mellem trosretninger, men går på at stræbe efter en verden, hvor menneskeliv er livet værd og ikke bør være ofre for nogen som helsts forskruede ideologier.








Lyst eller pligt

Tanker om livetPosted by Hanne Svensmark Mon, July 06, 2015 22:13:37
Det er vigtigt at have lyst, synes jeg.
Lyst til livet, til fællesskabet, til at møde dagen, til at være i og gøre det, der nu skal gøres.
Det er et privilegium at have lyst. Jeg ved godt, det ikke er en selvfølge, at vi altid kan have lyst til alt i vores tilværelse, det ville måske endda næppe være til at holde ud.
Vi har heller ikke pligt til at have lyst, men for mig er det en livsnødvendighed, at jeg gang på gang kan vende tilbage til nysgerrigheden og appetitten på livet - og at jeg ikke behøver at skamme mig over det.

For snart nogle år siden malede jeg dette billede om lyst og pligt:
Det hedder: Opgør med pligtens stemme. Det er ikke et specielt kønt eller æstetisk smukt maleri, men jeg har tænkt meget på det, de sidste dage, fordi jeg synes det rummer et vigtigt budskab. Og et budskab som nemt drukner i tidens retorik.

Nemlig forskellen på hvordan livet ser ud når vi dømmer os selv med pligtens tunge stemme, som råber: Skal, forbudt, må ikke - tag dig sammen - det bliver hårdt, nu ingen smutveje - og hvordan livet ser ud, når vi giver os selv lov til at fornemme, hvad er det lige jeg har brug for at gøre eller mærke eller være i nu.

Jeg ved godt det er fuldstændig kættersk i samtidens sproglige logik, men jeg har fundet ud af, at de dage jeg starter i 'skal, burde, tag dig nu sammen' - er risikoen for at det kun er med nød og næppe jeg når det SKAL meget stor, og så er jeg ladt tilbage helt uden energi bagefter.

Men de dage hvor jeg starter med min lyst og maler eller drikker kaffe på terassen eller læser i en bog eller avisen, da kommer energien rullende, og jeg når næsten altid nogle af skal-tingene også bagefter, de er bare blevet forvandlet til noget, jeg fik lyst til at få fra hånden.

Vores tænkning er desværre uhyggeligt præget af en streng protestantisk pligt- og fornufts-etik, den kunne jeg godt tænke mig at stemme nej til. Kan vi ikke få en lille græsk afstemning her i landet?

I øvrigt synes jeg at Heinrich Bölls novelle: Anekdote zur senkung der Arbeitsmoral burde være pligtlæsning for alle ledende politikere, især dem med ansvar for menneskers ve og vel.

Troldhekse

Tanker om livetPosted by Hanne Svensmark Sat, June 27, 2015 11:06:10
Sidder her en lørdag formiddag og er ganske tilfreds med tilværelsen.

For kun to år siden var jeg akkurat godt og vel i gang med kemoterapi efter jeg blev opereret for brystkræft i marts måned. Alting stod så skarpt, livet var jo blevet sat på spidsen for mig - jeg havde fået lov at være rigtig, rigtig bange for at det var nu jeg skulle miste det, og derefter fået givet en masse håb. Og nu er jeg netop blevet udnævnt til at være 'et uproblematisk tilfælde' - noget enkelte personer i min omgangskreds ikke er enig i.

Ukrudt forgår ikke så let.

Og hvad har det så med troldhekse at gøre?
Troldheks er et vendsysselsk udtryk for mælkebøtter, en smuk, smuk blomst, som en del (især haveejere) elsker at hade, men som jeg holder af både for sin skønhed og sin uregerlighed.

Derfor tog jeg navnet til mig, da jeg gav mig til at skrive blog om mit sygdomsforløb: Troldheksens cancerdagbog - fordi troldheksen for mig symboliser overlevelseskraft og livets skønhed.

Og det er en skønhed, der er smuk, uden at være disney-pæn eller sukkersød, den er kombineret med livets vildskab, og kan komme udtryk både når der er en hel gul mark af dem og når det er en enkelt der sejt har kæmpet sig op gennem asfalten.

Jeg vil ikke påstå, jeg ikke kunne have undværet min sygdom - der er stadig senfølger efter behandlingen som jeg på udvalgte dage godt kan bande langt væk - men lige nu er jeg bare så uendelig taknemmelig for at den ikke var et punktum for mit liv, men et betydningsfuldt komma, der fik mig til at stille skarpt på alt det jeg elsker ved at være her.

Ikke en mælkebøtte, men et lige så håbefuldt billede.